Vuggestuen

Generel information

Velkommen i vuggestuen.

Minitudserne tlf: 9396 8809

Haletudserne tlf: 4295 0823

I vores vuggestue er hverdagen formet med udgangspunkt i det enkelte barns behov, trivsel og udvikling. Vi skaber rammer, hvor vi vægter struktur og forudsigelighed, som skaber tryghed og trivsel og samtidig med, er der plads til spontanitet, leg og fordybelse. Vi holder samling hver dag og om fredagen holder vi bibelfortælling i børnehøjde for hele vuggestuen, hvor vi også synger kristne børnesange med fagter. Vi har fokus på det enkelte barns trivsel og arbejder bevidst med at understøtte barnets alsidige udvikling. Vores pædagogiske fundament bygger på kerneværdier som:

  • Omsorg og nærvær i børnehøjde.
  • Udeliv og naturglæde.
  • Sproglig og motorisk udvikling.
  • Social udvikling og det lille fællesskab.
  • Et åbent og tæt forældresamarbejde.

Nærvær og omsorg:

Det tætte og trygge forhold mellem barn og voksen er fundamentet for alt vores arbejde. Vi møder børnene i øjenhøjde, giver masser af knus, trøst og ro, så de føler sig set, hørt og anerkendt. Dette er forudsætningen for al læring og udvikling.

Udeliv og naturglæde:

Vi prioriterer at komme ud i den friske luft hver dag – uanset vejret. Udelivet giver plads til store bevægelser, råb og en anden form for fordybelse end indenfor. Legepladsen bruges som et aktivt pædagogisk rum, hvor sanserne stimuleres og børnene mærker regnen, graver i jorden, kigger på snegle og andre smådyr og undersøger årstidens skiften.

Vi tager også på ture i nærområdet.

Sproglig udvikling:

Sproget er en naturlig del af alle hverdagens rutiner. Vi sætter ord på det, vi gør, Vi synger sange, der understøtter sproget, læser bøger, taler om det, vi ser og undersøger ting med sproglig italesættelse. Vi understøtter både det verbale sprog og kropssproget i det daglige samvær.

Motorisk udvikling:

Vi udfordrer og stimulerer børnenes motorik gennem både vilde og rolige aktiviteter. Vi ruller, hopper, balancerer og kravler både på stuen og i naturens ujævne terræn. På legepladsen kører vi på køretøjer, gynger, rutcher og øver vores balance. Børnene opmuntres til at blive selvhjulpne. De kravler f.eks. selv op på og ned fra puslebordet. Vi opfordrer til at de er delagtige i af/påklædning.

Social udvikling:

Vuggestuen er barnets første møde med et større fællesskab.

I vores daglige samlinger hilser vi på alle børnene med vores ”goddag” sang. Vi taler om, hvem vi mangler. Vi leger fælles lege, hvor vi bevæger os til den samme puls. Vi synger sange og skiftes til at vælge en ting fra vores sangkuffert. Vi støtter børnene i at aflæse hinandens følelser, dele, vente på tur og drage omsorg for hinanden.

Vi deler ofte børnene i mindre grupper for at skabe intime og overskuelige rammer for venskaber og tætte relationer.

Forældresamarbejdet:

Hos os vægter vi et tæt og tillidsfuldt forældresamarbejde. I kender jeres barn bedst og jeres tryghed er afgørende for, at jeres barn trives og udvikles i en glad hverdag. Vi skaber sammen de bedste rammer for barnets trivsel og udvikling.

Vi vægter en god daglig kontakt, hvor vi tager os tid til at tage imod jeres barn og høre, hvordan morgenen og natten har været. Det er vigtig viden for os, så vi kan tage særlig hensyn til barnet ud fra omstændighederne. Ved afhentning fortæller vi om barnets dag i vuggestuen.

Vi dokumenterer hverdagens pædagogiske aktiviteter ved at skrive om dagen på tavlen og tager situationsbilleder af hverdagen.

Inden barnets opstart får I tilsendt en velkomstfolder og vi tilbyder en opstartssamtale inden barnets start i vuggestuen, hvor i fortæller om jeres barns vaner og rytme og vi fortæller om dagligdagen i vuggestuen. Vi afholder en statussamtale efter de første 3-6 mdr. i vuggestuen. Derefter holdes der forældresamtale med udgangspunkt i DPU (Dansk pædagogisk udviklingsbeskrivelse), når barnet fylder 2 og 3 år.